Tanzania

7. juli

 

Denne torsdag var eksamensdag i swahili. Torsdagens swahiliundervisning var derfor ikke som den plejede. De to første timer bestod af genopfriskning, af hvad vi havde lært, siden vi landede i Kilimanjaro lufthavn den 22. juni. Efter denne gennemgang, blev vi udsat for en 60 minutters skriftlig eksamen i swahili. Vi vil på et senere tidspunkt modtage svar på vores eksamen. Hvis eksamen dumpes, vil vi være tilbage i Danmark inden ugen er omme. Heldigvis har vi en god mavefornemmelse af prøvens udfald, så vi forventer først at betræde dansk jord igen den 4. september.

 

 [Bonusviden: tirsdag 12. juni fik vi svar på vores swahilieksamen. Vi bestod alle, så vi bliver i Tanzania]

 

8. juli

 

Fredag skulle vi for anden gang til Mount Meru Hospital. Vi var spændte på at komme ud på hospitalet, da vi i forrige uge havde super gode oplevelser med mange succeser.

 

Succeserne med at reparere kørestole fortsatte. Personalet havde åbenbart været yderst tilfredse med vores forrige arbejde, så de havde fundet yderligere fem kørestole. Nogle manglede kun at få lappet slanger, nogle skulle have skiftet slanger, mens andre ikke stod til at reparere. Arbejdet med kørestolene stillede ikke de store krav til vores ingeniørrelaterede viden. Der var til gengæld mere at arbejde med på en ukampdygtig varmelampe og en ikkefunktionsdygtig oxygenkoncentrator.    

 

Varmelampen havde ikke et strømstik påsat, så lampen kunne ikke tilsluttes en strømforsyning. Efter at have fundet et strømstik fra en anden maskine, som ikke kunne redes, testede vi om lampen virkede. Varmeelementerne blev ikke opvarmet og der var ingen tegn på at maskinen aktiveret. Vi var derfor nødt til at åbne maskinen op, for af fejlfinde derpå. Straks da vi åbnede maskinen kunne vi se en række tydelige problemer. Der havde tidligere væres nogen der havde forsøgt at reparere maskinen, men det udførte arbejde var et sølle stykke arbejde. I maskinen var der adskillige u-isolerede ledninger, som i en uheldig situation kunne komme i kontakt med hinanden og skabe en kortslutning. Andre steder var der kolde lodninger (giver dårlig forbindelse mellem ledninger). Det var svært at sige hvilen fejl der skabte problemer, derfor var det mest hensigtsmæssige at afkoble alle ledninger og påmontere dem igen med pæne holdbare lodninger. Efter oprydningen og rengøring af ledninger testede vi varmelampen, og den var nu fuldt funktionsdygtig. Vi afleverede maskinen til hospitalets elektronikansvarlige sygeplejerske, Mama Joy, som tog varmelampen med sig.

 

Sidste opgave denne dag var reparation af en oxygenkoncentrator. En oxygenkoncentrators grundlæggende funktion er at filtrere oxygen fra den almindelige åndbare luft og opbevare den frasorterede oxygen i beholdere. Den koncentrede oxygen i tanke kan derefter benyttes, hvis der er behov for at tilføre ekstra oxygen til en patient.

 

Oxygenkoncentratoren manglede den beholder der anvendes til at tilføje vanddamp til output luften.
Vi forsøgte at finde en ny beholder, som kunne erstatte den manglende beholder. Blandt bunkerne af medicinsk udstyr, lykkedes det os ikke at finde en brugbar beholder. Vi måtte derfor undersøge hvilke muligheder vi have for at gøre maskinen funktionsdygtig igen. Vi kom i tanke om, at der blandt vores sponsorerede udstyr fra Outdoor Living var en vandflaske med dimensioner, der mindede om den oprindelige beholder. Efter at have målt størrelsen af vore drikkedunk, besluttede vi os for at ofre vores udstyr, og derved få en meget vigtigt medicinsk maskine gjort funktionsdygtig. Efter mindre indgreb på vore drikkedunk fik vi tilført en input slange og en output slange. Derefter tætnede vi de enkelte overgange mellem slange og låget på drikkedunken med epoxy (kraftig lim). Det lykkedes os at få maskinen til at fungere efter hensigten, og hospitalet kunne få deres oxygenkoncentrator tilbage.

 

Efter vores arbejdsdag på hospitalet tog vi direkte til Kilimanjaro lufthavn for at hoppe om bord på vores fly til Zanzibar. Vi havde valgt at tage til Zanzibar fra fredag den 8. juli til mandag den 10. juli, da vi have en forlænget weekend, på grund af en fridag om mandagen. Efter ankomst til Zanzibar blev vi modtaget af en taxichauffør, som vi havde kontaktet inden afrejse fra Kilimanjaro. Vi blev bragt til vores overnatningssted, som ligger i strandområdet Paje. 

 

Vi skulle bo i bungalows, som er små hytter med stråtag. Udsigten fra hytterne var helt fantastisk. De lå ud til den flotteste strand, vi nogen sinde har set. Sandet var utrolig hvidt og vandet krystalklart blåt. Langs stranden var der tæt bevoksning af palmer, hvor der mellem nogle af palmerne hang hængekøjer. 

 

Da det på dette tidspunkt var blevet sent på aftenen, fik vi bestilt noget tiltrængt aftensmad inden vi gik i seng.

9. juli

Vi stod op tidlig lørdag morgen for at udforske Zanzibars natur og rige dyreliv. Vi så Zanzibars Red Colobus aben. Denne abeart er speciel på grund af, at de mangler tommelfingeren. Desuden fik vi en guidet rundtur i en af Zanzibars smukke skove, for at se de forskellige skovtyper der findes på Zanzibar. Det var interessant at se hvor hurtigt skovmiljøerne kunne skifte fra regnskovsmiljø til noget der næsten mindede om danske skove.

 

Da vores rundtur var ovre, var det blevet tid til at finde en restaurant, og efterfølgende en strand vi kunne slappe af på. Efter vi havde spist vores krabbeburger, ville vi ud og bade i det fantastiske vand. I strandkantet spillede vi frisbee. Det var helt fantastisk at kunne kaste os rundt i bølgerne efter vores frisbee. Efter vores badetur gik vi de 20 meter op til vores hotel for at spille volleyball.

 

Dagen sluttede af med et lækkert måltid med hummer og en kold øl.

 

10. juli

 

Søndag stod vi op kl. 5.40 før at se solopgangen. Desværre var der en smule overskyet, så vi fik ikke helt den oplevelse vi havde håbet på.

 

Kl. 7 blev vi samlet op af et firma, der arrangerende dykkerudflugter udenfor Zanzibars kyst.

Vi ankom til en kyst, hvor der langs vandkanten lå en række træbåde, som vi var overrasket over kunne holde sig oven vande. Vi hoppede om bord på en af bådene og begyndte vores sejltur ud til en lille ø, hvor vi skulle snorkle omkring.

 

Det var en helt anden verden vi oplevede, da vi kom under vandet. Vandet var klart, så vi kunne uden problemer se havbunden. På bunden svømmede farverige fisk rundt blandt de mange korraller. Efter snorkelturen, kom vi op til båden igen, hvor vi fik nogle pandekagelignende brød og frisk frugt.

 

Vi havde desværre et lille uheld under vore dykkereventur. Da vi var ankommet til stranden, stod vi i vandkanten og spillede frisbee. Et kast lå uheldigt og Søren løb ud i det dybere vand for at hente frisbeen. Uheldigvis var havbunden i dette område, bevokset med søpindsvin. Søren trådte på et søpindsvin, hvorefter piggene gik op i foden, hvorefter de knækkede. Det lykkedes os at få nogle af piggene ud af foden, men et par stykker var knækket så langt inde i foden, at de ikke kunne fjernes. Om en uges tid forventes piggene at komme ud af sig selv, så foden kan være klar til Kilimanjaro sidst i august.

 

Efter vores dykkertur tog vi ind til Zanzibars hovedstad, Stonetown. Vi tog ud på en krydderirute, hvor vi så hvilke træer eller buske adskillige af verdens krydderier stammer fra. For eksempel vidste vi ikke at alle pebertyper, som bruges til at krydre mad, stammede fra samme træ. Sortpeber, hvid peber, grøn peber og rød peber kommer alle fra samme træ, de er blot forarbejdet forskelligt. Hvem kunne vide at kanel og mentol kom fra samme træ.

 

Om aftenen spiste vi ved et stort madmarked, hvor man kunne købe fantastisk fiske og skaldyr. Det var et stort marked, med mange boder, hvor man udpegede hvilket mad man ville have, hvorefter de stegte maden på grill. Når maden var klar fik man en tallerken, så man kunne gå rundt og spise, mens man kiggede nærmere på de næste madboder. I løbet af hele aftenen fik vi alt hvad vi kunne spise for 35 kr. inklusiv forskellige juicer og anden drikkelse. På markedet købte vi: Hummer, krabber, blæksprutter, snegle, muslinger, forskellige fisk, oksekød, kylling og en række anden mad. Det er utroligt, at man kan spise sig mæt i så lækkert mad for blot 35 kr.

 

 

 

11. juni

 

Sidste dag på Zanzibar brugte vi på at vandre rundt i Stonetown. Vi gik mellem små gader fyldt med badesælgere, hvor vi fik opdateret vores garderobe og vi købte et ur for 25 kr. som vi får brug for mens vi skal arbejde på hospitalerne, da vi ikke kan have telefon med hele tiden.

 

Om eftermiddagen fløj vi tilbage til vores værtsfamilier omkring Arusha. Der måtte vi med basisswahili fortælle familien om vores oplevelser. De havde ikke selv været på Zanzibar og var derfor meget interesseret i at høre os fortælle. Om aftenen fandt vi studiebøgerne fra igen, for at forberede os på den kommende uges studiegang.

 

 

 

Med venlig hilsen Rasmus, Rasmus, Lotte, Søren og Rune 

 

 

 

 

Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer