Dagligdagen

Så er vi kommet godt igang med skolen hernede. Meget kan man sige men det er da et ufatteligt besværligt sprog at lære, og det skal dælme blive sjovt når jeg skal ud til et hospital og begå mig på spansk, om ca 3 uger. Formiddagende går med at lære spansk og der bliver rykket et ordentligt stykke hver dag i grammatikbogen, og så er der lige en 1 – 2 time lektier om aftenen. Om eftermiddagen har vi en enkelt letion i hvordan det generelle udstyret på hospitalerne kan repareres og efterses. Sidst på dagen har vi laboratorie opgaver der skal løses. 

Folk hernede er meget venlige og af en eller anden grund, ser vi 6 drenge bare ud som om vi skal have hjælp til alt. Vi var på vej hjem fra midtbyen og ventede på bussen ved et stoppested, det viser sig så, at bussen selvfølgelig ikke stopper der. Sandsynligvis fordi den lidt senere skal dreje til venstre og trafikken er meget tæt. Vi kunne sikkert bare have gået ud på vejen, hvor intet bevægede sig, og steget på bussen. Men i stedet får chaufføren får os via vilde håndtegn dirigeret længere ned af vejen, hvor vi skal over et T-kryds uden fodgængerovergang. Imens vi står der, meget ubeslutsomme, og ikke helt kan finde ud af hvornår vi kan går over vejen, kommer bussen stille og roligt trillende og holder for rødt et par gange, hvilket gav folk i bussen rigeligt tid til at overbeglo os og tænke dumme turister. Da bussen så endelig i sneglefart kan komme igennem krydset, har de fået en dame, der taler gebrokken engelsk, til at råbe ud af døre ”you go to other side, don’t worry there will come more busses”. Jeg spørger bare, hvor lost kan vi have set ud, der kommer busser hvert kvarter, men igen, vi har sikkert set total forvirret ud og folk i bussen har helt sikkert fået en på grineren.