Det Vilde Vesten

At komme til Gracias i provinsen Lempira i Honduras er som at være havnet midt i en spaghettiwestern. Byen ligger mellem nogle bjerge, faktisk ved foden af det højeste bjerg i Honduras El Cerro de las Minas, der er 2849 m. I en kort periode i det 16. århundrede var den lille by hovedstad for det spanske mellemamerika, og mange bygninger er stadig fra den tid.

Gaderne er smalle og brolagte. Byen består af små enplanshuse, der er bygget sammen. Husene er lavet af ler med tegltag i alle farver fra sort over orange til brun, da teglene er brændte på bål. De fleste huse er malet i nogenlunde de samme nuancer. Ved siden af byens park er der en katolsk kirke fra kolonitiden.

Cowboyhatte og overskæg er utroligt populære her, og det er ikke ualmindeligt at se heste i gadebilledet. Når folk ikke ridder på hest (eller tyr, mere om det senere), ridder de på pickup truck. Jeg har aldrig set så mange pickup trucks og så få ”almindelige” biler på ét sted. Men en pickup truck har også fordelen af at være firhjulstrukket, når man ikke altid ved om vejen er asfalteret, og så kan man have utroligt mange ting og/eller personer på ladet.

Da vi ankom blev vi overraskede over det store antal bevæbnede politifolk og soldater i gadebilledet. De var på næsten hvert eneste gadehjørne. Det viste sig dog at præsidenten for Honduras var i byen i forbindelse med fejringen af Honduras’ identitet, som foregik hele den første uge. Efter den uge blev soldaterne og politiet reduceret til bevæbnede vagter foran byens banker og foran hospitalet.

Fejringen af Honduras’ identitet kulminerede om tirsdagen (20. juli), hvor hele byen holdt fri. Folk var kommet fra hele Lempira provinsen for at deltage i festlighederne i parken. Om morgenen var der en kæmpe parade med deltagelse af primært skoler fra regionen, men også politi, brandvæsen og militær. Skolebørnene var festligt udklædte som figurer fra Honduras’ historie lige fra indianere til spanske kolonister eller bønder. Nogle skoler deltog med tamburkorps, der spillede latinamerikanske rytmer i stedet for de børnesange, som tamburkorps spiller i Danmark. Militæret deltog både med soldater og med veteraner fra en krig, som de færreste europæere nok kender til.

Om eftermiddagen samme dag tog vores værtsfamilie os med til rodeo. En rodeo er en folkefest, som varer 3-4 timer. Der er sang, dans og konkurrencer, og indimellem en mand på en tyr. Mellem tilskuerpladserne går der folk rundt og sælger slik, tobak og øl. En rodeorytter kan typisk sidde på tyren i 4 sekunder. Hvis han kan blive siddende i mere en 8 sekunder er det ret godt klaret, så I kan nok regne ud at selve rodeo’en ikke fylder ret meget.