ulriklss blog

EWH stiller et beløb til rådighed til, at vi kan lave et sekundært projekt på vores hospital. Målet med et sekundært projekt er at gøre hverdagen mere behagelig for folk på hospitalet. Tidligere har deltagere i sommerprogrammet f.eks. malet vægge, købt møbler, undervist i engelsk eller sikret iltflaskerne med kæder, så de ikke vælter. Et sekundært projekt er altså ikke direkte relateret til reparation/vedligeholdelse af medicinsk udstyr.

Et af de mere overraskende stykker udstyr, vi har repareret, er en insufflator. En sådan er beregnet til at puste bughulen på en patient op med CO₂ og vedligeholde et bestemt tryk. Dette bruges under laparoskopi, og det betyder, at hospitalet også har kameraudstyr og hvad der ellers skal bruges til sådan en procedure.

I Gracias arbejder jeg hver dag fra 8-16 på Hospital Juan Manuel Galvez. Det er et lille hospital, som er finansieret af regeringen i Honduras. Hospitalet har 91 senge og 2 operationsstuer. Det servicerer hele Lempira regionen, hvilket vil sige mere end 280.000 mennesker. Hospitalet tager sig mest af fødsler og kejsersnit, men også traumer (ulykker) og sygdomme, der kan behandles medicinsk. På billedet herunder ses ambulanceindgangen og enden af traumeafdelingen.

At komme til Gracias i provinsen Lempira i Honduras er som at være havnet midt i en spaghettiwestern. Byen ligger mellem nogle bjerge, faktisk ved foden af det højeste bjerg i Honduras El Cerro de las Minas, der er 2849 m. I en kort periode i det 16. århundrede var den lille by hovedstad for det spanske mellemamerika, og mange bygninger er stadig fra den tid.

Den nemmeste (og billigste) måde at komme rundt i San José er med de offentlige busser, som kører i hundredevis på gaderne. Busruterne går mellem midten af San José til en af forstaderne, og bussen har navn efter forstaden. Hver rute har en fast takst, uanset hvor langt man skal. Taksten står med store bogstaver i forruden af bussen, så man kan nå at finde aftalte penge, inden man står på.