At reparere en insufflator med neglelak
Et af de mere overraskende stykker udstyr, vi har repareret, er en insufflator. En sådan er beregnet til at puste bughulen på en patient op med CO2 og vedligeholde et bestemt tryk. Dette bruges under laparoskopi, og det betyder, at hospitalet også har kameraudstyr og hvad der ellers skal bruges til sådan en procedure.
Da vi fik bragt insufflatoren koblede vi gas til og tændte den. Straks viste den E03. Hvad betyder det mon? Heldigvis havde hospitalet manualen (på engelsk), som dog ikke gjorde os meget klogere på kilden til fejlen. Den kunne skyldes alt fra dårlig kalibrering af tryksensorerne, læk eller blokering af slangesystemet til elektromagnetiske forstyrrelser.
Insufflatoren ses nederst i billedet med CO2 tilkoblet (den grå flaske). Ved siden af står et apparat til elektrokirurgi, som vi også har repareret. Foto: J.J. Lipor.
I manualen var også en række testprocedurer. Den første var en test af hele systemet, som fejlede med det samme på grund af E03. Apparatet lukkede dog en smule gas ud, så problemet var nok ikke blokering af slangesystemet. Vi udførte en række tests af tætheden af systemet, der i princippet bestod i at koble en slange af et sted, åbne for gassen så der kom tryk på systemet, lukke igen og kontrollere, at trykket inden for et bestemt tidsrum ikke faldt så meget, at en alarm ville lyde. Først testede vi højtrykskombinationen (trykregulator, sikkerhedsventil og hovedventil); den var fuldstændig tæt. Dernæst testede vi hele systemet indtil den variable trykregulator. Stadig tæt. De sidste to tests var af lavtrykskombinationen. Vi kontrollerede at lavtryksregulatoren regulerede ned til det korrekte tryk, og at lavtrykssikkerhedsventilen poppede ved for højt tryk. Alt virkede som det skulle.
Hvad kunne der så være galt? Elektromagnetiske forstyrrelser er svære at håndtere. Vi kiggede på listen over kalibreringsmuligheder. Mange af dem krævede testopstillinger med udstyr, vi ikke umiddelbart havde. Men fire af dem kunne udføres uden nogen testopstilling. Det viste sig at apparatet slet ikke var kalibreret. Det var udstyret med otte potentiometre til at indstille målingerne fra forskellige flowmetre og tryksensorer. Vi kalibrerede nulpunktet for to tryksensorer og et flowmeter, og apparatet virkede igen. Efter kalibreringen skulle potentiometrene forsejles, så vi gik hen på et apotek og købte den rødeste neglelak, de havde.
Nogle andre kalibreringer krævede et manometer, der kunne måle 0-50 mmHg med en nøjagtighed på 0,5 mmHg. Sådan et havde vi ikke, men i bodegaen fandt vi noget plastslange og en 5-liters dunk. Af det byggede vi vores eget manometer med vand i stedet for kviksølv. 30 mmHg svarer til 40,8 cmH2O. Vi koblede manometret til udgangen af apparatet, og indstillede det til et tryk på henholdsvis 10, 20 og 30 mmHg. Vores manometer viste det samme tryk, så vi vurderede, at det ikke var nødvendigt med flere kalibreringer.
Vores manometer ses på gulvet ved siden af bordet, med vandsøjlen tapet op ad væggen. Foto: J.J. Lipor.
At kalibrere en insufflator er forholdsvist simpelt, og helt essentielt for at apparatet fungerer korrekt. Samtidig er der en lang række dyrt udstyr, som er værdiløst uden en fungerende insufflator, f.eks. et endoskopikamera. Teknikerne på hospitalet kunne godt have udført kalibreringen selv, men kun hvis de havde haft en manual på spansk. Vi har set flere andre eksempler på udstyr, der enten ikke er taget i brug eller er taget ud af brug, fordi personalet enten ikke ved, hvad det skal bruges til, eller hvordan det bruges. I alle disse situationer ville en spansk manual have sikret, at udstyret havde hjulpet, hvor der er brug for det.