Med bus til skole

Den nemmeste (og billigste) måde at komme rundt i San José er med de offentlige busser, som kører i hundredevis på gaderne. Busruterne går mellem midten af San José til en af forstaderne, og bussen har navn efter forstaden. Hver rute har en fast takst, uanset hvor langt man skal. Taksten står med store bogstaver i forruden af bussen, så man kan nå at finde aftalte penge, inden man står på.

J.J. og jeg tager Bus Granadilla til og fra skole hver dag. Der er et stoppested lige ved siden af vores hus. Ruten koster ¢215 (2,4 kr). Der er så vidt jeg ved ikke nogen køreplan, men busserne kører også så tit at det ikke er nødvendigt. I myldretiden kører der en bus ca. hvert 5. minut.

Man skal helst have penge (mønter) parat inden man står på, så bussen hurtigst muligt kan køre videre. Når man står på bliver man mødt at chaufføren, som sidder med en 60x30 skumgummiklods, hvori der er udskåret huller af forskellig størelse. De store huller er på størrelse med tekopper, og er til (midlertidigt) at putte indkomne mønter i. De små huller passer lige med at der kan være et par mønter i hver, og er til byttepenge. Mens bussen holder for rødt, holder i kø eller af anden grund holder stille, kan chaufføren sidde og tælle byttepenge op. Hvis man så f.eks. betaler ¢300 har han byttepenge klar med det samme.

Busserne har plasticsæder, der gerne står så tæt at et par lange, nordeuropæiske ben ikke helt kan være der. Nogle busser er ret overmalede, mens andre ser ganske nydelige ud (efter forholdene).

Alle busser har elektroniske passagertællere både ved fordøren og ved bagdøren. I myldretiden må de være på hårdt arbejde. Når vi tager bussen om morgenen bliver alle sæder fyldt op, og folk står i to rækker i midtergangen.

Turen fra Granadilla til ALE (skolen) er 6,5 km lang, og tager mellem 15 og 40 minutter, afhængigt af trafikken. Under busturen kan man enten nyde ”udsigten” gennem vinduet, eller stirre på den fladskærm, der er i hver bus. På skærmen bliver der vist forskellige reklamer for f.eks. mobiltelefoni og turist-ting. Der bliver også vist public service-kampagner om emner som global opvarmning, tolerance og kultur. Man kan også følge de lokales eksempel og høre musik på sin telefon eller iPod. Det er dog nok forbundet med en vis risiko at skilte med elektronisk udstyr, hvis man har den blege hudfarve.

Langt de fleste busser er i øvrigt handicapvenlige, selvom man ikke ser mange kørestolsbrugere i gadebilledet.

X-busser

Når vi tager på udflugt i weekenden er det også med offentlig transport. Der går busser fra San José til forskellige turistattraktioner i Costa Rica. Busserne er direkte, og man skal helst bestille plads og købe billet et par dage før. Sidste weekend var vi ved stranden (Manuel Antonio). Bussen dertil kørte fra San José kl. 6:00, og turen varede 4 timer. På halvvejen gjorde bussen holdt ved en restaurant, hvor man kunne købe morgenmad.